Gymnastikforeningen FREM Odense
”Den Gyldne FREMMER”
 
”Den Gyldne FREMMER” er en vandrende hædersbevisning i form af en håndsmedet, guldbelagt gymnast, fremstillet i 1988 af FREM´s tidligere hovedformand Kaj Ditlev Petersen.
 
”Den Gyldne FREMMER” tildeles et medlem af gymnastikforeningen der i løbet af sæsonen, på en særlig måde, har gjort sig fortjent til at blive fremhævet som et godt eksempel eller for en særlig indsats.
 
Ved tildelingen af ”Den Gyldne FREMMER” bør det tilstræbes, at der bedømmes ud fra gymnastikforeningens helhedsinteresser. Begrundelsen for tildeling skal ske i forhold til den netop afsluttede sæson.
 
Som kriterier for tildelingen kan eksempelvis nævnes:
  • Arbejdet for gymnastikforeningens trivsel og sammenhold,
  • udvist foreningsånd, godt humør, sportsånd, hjælpsomhed og initiativ
  • styrket kammeratskabet
  • medvirket til gymnastikforeningens gode omdømme – indadtil og udadtil.
  • Aktivt deltaget i gymnastikforeningens arrangementer og det praktiske arbejde
  • gjort en særlig indsats som arrangør, turleder eller andet.
Ethvert medlem, kan indstille et andet medlem, som kandidat til ”Den Gyldne FREMMER”.
 
Indstillingen skal ske senest den 1. marts med skriftlig begrundelse til bestyrelsen, som træffer afgørelse om tildelingen. Overrækkelsen finder sted på FREM-dagen.
Alle indstillinger bliver læst op. Hvis der er mere end tre indstillinger vedlægges de programmet for FREM-dagen.
 
”Den Gyldne FREMMER” Tildeles ikke såfremt der ikke foreligger nogen indstilling.
 
Med tildelingen følger et diplom, hvor begrundelsen er anført.
 
Modtager af Den Gyldne FREM'er 2016 Jytte Rasmussen 04-02-2017

 Indstilling
Jytte er engageret i foreningen og deltager aktivt både i og udenfor gymnastiksalen. Det er især hendes engagement i foreningens aktiviteter uden for gymnastiksalen vi vil fremhæve i denne indstilling. Jytte møder altid op når der er Generalforsamling. Her bidrager hun med ideer og forslag, og er altid villig til at synge for J. Til FREM-dagen står Jytte altid klar og er en uvurderlig hjælp ved speakerbordet, men ikke nok med at hun selv stiller op, nej hun tager hele familien med, som alle bidrager med stor hjælp og engagement.
 
Indstillet af Bestyrelsen  
Modtager af Den Gyldne FREM’er 2015: Spring Mix 4. kl. og opefter, Sct. Hans skole 25-03-2015

Indstilling

Vi instruktører (Maria, Helle, Mads, Karen og Jane), vil gerne indstille Spring Mix-holdet til Den Gyldne FREM'er. 
Holdet er nystartet med 'kun' 6 tilmeldte fra dag et. Det ændrede sig dog hurtigt, og nu er vi et hold bestående af 20 super seje gymnaster!
Holdet har lige fra starten vist deres engegement og entusiasme inden for alt gymnastik - både opvarmning, den hårde styrketræning, og selvfølgelig også selve springdelen. 
Allerede ved anden træning var der sket en stor fremgang og gymnasterne har udviklet sig lige siden! 
Holdet er fantastisk, og som instruktører er det dejligt at se den markante udvikling gymnasterne gennemgår fra gang til gang - Vi går altid fra træning med en kæmpe 'Yes-følelse'!
Ikke nok med at de er nogle super seje gymnaster, så har de også en rigtig god hold-ånd, et godt kammeratskab, og der er altid en god stemning til træning. 
Derfor vil vi gerne indstille hele Spring Mix-holdet til hædersbevisningen Den Gyldne FREM'er. 
 
#VikageGodt #IRegnOgSludKommerKageholdetUd
Indstillet af det awesome Swagteam. 
Gymnastikforeningen FREM Odense | CVR 32231241